Rejsen

Det var virkelig min ærlige mening at skrive og skrive fra første øjeblik jeg landede i Mexico. Det forjættede land. Men altså Mexico er Mexico og noget af det første vi lærte, er at al tid her, er Mexico tid. Det betyder, at intet sker på det tidspunkt, der er planlagt, men senere og, meget sjældent eller aldrig, tidligere.

Hvis jeg regner rigtig, har vi på skrivende tidspunkt befundet os i Mexico lige omkring 16 dage, de 14 af dem er blevet brugt i vores helt fantastiske penthouse lejlighed i det lejlighedskompleks, der hedder Torres Tec. Det eneste aber dabei ved stedet er faktisk, at vi ikke har internet. Og indtil videre har den optimistiske tanke fra forfatterens side været at: ”Jeg skriver, når vi får net”, men endnu en weekend nærmer sig og udsigten til internet før næste nat falder på, er i selv mit optimistiske sind nærmest en utopi. Så nu tager vi den fra begyndelsen og mere eller mindre kronologisk.

Det startede i november, da jeg opdagede at Mexico var en mulighed. Men hvis vi skal lidt tættere på, så startede det først rigtigt den 22. juli i Kastrup lufthavn. Efter en lang dag med oprydning, rengøring og afsked i min lejlighed, derefter en dejlig aften med min nærmeste familie, så stod vi lige pludselig en onsdag formiddag og skulle sige farvel til både familie, de bedste venner og det smukkeste København. Afskeden tog længere tid end beregnet og det var tæt på, at vi havde glemt, at vi havde bestilt 3000 danske kroners pesos hver til afhentning og de virkede umiddelbart vigtigere end de danske alkoholiske drikke, sliktyper og andre souvenirs, som vi havde bestemt os for hjemmefra. Selvom vi havde bestilt billetter gennem SAS for at undgå grimme overraskelser, så endte vores tur med at være nervepirrende fra det øjeblik vi landede i New York og kun havde halvanden time til at hente bagage og tjekke ud og ind igen (det her kan godt betragtes som en indirekte klage til SAS).

Vi nåede med nød og næppe flyet til Houston, Texas. Svedige, ildelugtende og dehydrerede i NY’s 30 graders varme. Vi nåede lige at få et billede at NY skyline i det fjerne. I Houston havde vi en time til at skifte fly og på absurd vis var vi lettede over, at det næste fly var en time forsinket, for så kunne vi slappe lidt af før den sidste lille etape til Monterrey, Mexico. Allerede i flyet konstaterede Isabella at Monterreys lys i mørket var så tæt på fe-bræk som noget kunne være, glitrende og glimrende. Vi landede i den forkerte terminal og igen igen skulle der tjekkes indhold af bagagen.

Manuel hentede os i lufthavnen klokken 23.00 MX tid i ca 30 graders varme og vi blev kørt hjem til Carmen, hvor vi skulle tilbringe den første nat… og den næste viste det sig. Lejligheden var nemlig ikke klar til indflytning som lovet den 23. juli. Faktisk var der ikke rigtig nogen, der vidste, at vi skulle flytte ind, fordi ejeren var på bryllupsrejse … det er jo også vigtigt.

Efter to nætter hos Carmen, hvor hun trakterede os med morgenmad og gode råd, blev det tid til at flytte hjemmefra… og det var virkelig som at flytte hjemmefra og skulle stå på egne ben for allerførste gang. Isabella og jeg fløj fra reden den 24. juli og landede sikkert i Torre 2 departamento 9. Her har vi den smukkeste udsigt og eventyret som selvstændige danske kvinder i Mexico tager sin begyndelse.

Hermed afsluttes første ’lille’ kapitel af Mexico eventyret, det var bare to mere eller mindre uinteressante dage. Små betragtelser der ikke nåede med som en helhed i fortællingen kunne eksempelvis være: Graden af klamhed i lejligheden, diverse ture i amerikanske supermarkeder i Monterrey, verdens dejligste bjerg: Cerro de la Silla, den ekstra tur i lufthavnen for at klage over maltrakteringen af Isabellas kuffert, neglelak der tørrer alt for hurtigt, alt for meget kylling og Carmens 6-stjernede gæstfrihed (ja – hun sprænger skalaen).

Jeg vil forsøge at skrive videre i løbet af weekenden, måske endda mere kortfattet.