Ño, qué pedo wey?: Grutas de García

Efter det lille sidespor om journalistik, så kommer her det sidste af oplevelsesindlæggende i denne omgang (og forhåbentlig et farvel til hængepartiet: Bloggen - eller jeg mangler lige indlægget om en elektronisk musikfestival på en jomfrustrand ved stillehavet, men den tid den sorg).

For et par uger siden inviterede Intégrate på tur til Grutas de García, som ligger i Monterrey ca. en times kørsel fra, hvor vi bor. Grutas de García er en stor drypstenshule, som man fandt i 1843. Når man kommer frem bliver man mødt af endnu et af de omtalte turisthelveder og så starter man ellers med at stille sig i kø. Vi kom en gruppe fra Intégrate på ca. 25 personer i alt og hver især skulle vi betale 80 pesos (omkring 32 kroner) for at komme med telefericoen op og deltage i en guidet tour i grotten. Vi ventede ca. 50 minutter på at komme med telefericoen efter vi havde betalt, man kom med den i grupper og skulle bare gå derhen når ens nummer blev råbt op, i mellemtiden kunne man så passende købe alt mulig spiseligt, vand og mexicansk tingeltangel til overpriser. De forstår ligesom at udnytte mulighederne, når de byder sig.

Da det blev vores tur konstaterede vi lettede at telefericoen var produceret i Schweiz, måske er vi efterhånden en lille smule farvede af vores erfaringer med mexicansk håndværk. Og så er der historien om, hvordan man for et halvt århundrede siden forsøgte at lave en teleferico på Cerro de la Silla, men på det der skulle have været jomfruturen styrtede en af gondolerne ned og tog to af ingenørerne på projektet med i døden. Så ja, et stykke Schweiz i Mexico kan varme på de mærkeligste tidspunkter.

Men vi kom op til drypstensgrotten uden at styrte nogen steder og fik en guidet tur i grotterne. Som du måske husker, så var jeg ikke videre begejstret for monotonien på vores sidste guidede tur. I garcías grotter blev det ikke bedre. Her skal i forestille jer fakta som, at temperaturen aldrig overstiger 19 grader i grotterne eller at den lille skygge deroppe kaldes krucifikset blive annonceret, som om de er billigt til salg på Brørup marked: "Tiiiii bananer, for en tyyyyveeeeer" Mor, du ved, hvad jeg mener ikke? Det var meget mærkeligt men dog informativt. Hver lille spøjst udseende drypsten havde navn efter hvad det lignede. Alle navne stod på små tacky oplyste skilte og overlod intet til fantasien, men så er man selvfølgelig også sikker på at selv de mest fantasiløse har fået noget ud af turen. Det var alt i alt en fin tur, men igen bar den virkelig præg af den her overdådighed som mexicanerne synes at elske.

Da vi var færdige med vores tour valgte Isabella og jeg at udfordre min angst for at falde over mine egne ben og tage traveturen ned i stedet for telefericoen. Det var en skøn gåtur, hvor jeg dog flere gange var meget tæt på at sætte mig på halen og lige så stille glide ned i stedet for at udfordre min balanceevne mere end højst nødvendigt. Det føltes som en sejr på de tidspunkter hvor jeg turde småløbe lidt, noget der er absolut nøsvendigt, for at kunne følge med bjerggeden Isabellas tempo.

Indgangen til drypsten

Der hvor turen startede

Her er pænt

Lækkert oplyst skilt der fortæller at vi er i teatret

Det ottende vidunder - stedet hvor en stalagmit og en stalaktit mødte hinanden præcist på midten. En sjældenhed da stalagmitten (som kommer nedefra og på) som regel vokser hurtigere en stalaktitten.

Et lille kig til dagslyset udenfor.

Denne stalagmit blev kaldt juletræet og aldrig så snart stod man i grotten før det grummeste julepynt blev tændt. Var der nogen der turde sige smagløst? Jeg tror, vi var flere der sagde blasfemi.