Ño, qué pedo wey?: Ikke Estanzuela, en smule Santiago og Cola de Caballo

Ikke så lang tid efter at vores gode tyskere var flyttet ind, inviterede Vicco på vandfaldstur, I en park der hedder Estanzuela. Herfra kan man hike til forskellige vandfald og naturlige pools med mulighed for at bade og køle af. Så det glædede vi os vældig meget til da vi stod op klokken 5.50 efter knap fire timers søvn. Vi skulle hentes klokken 7.00 og da klokken sneg sig hen ad ved 8-tiden, havde vi stadig ikke set skyggen af Eric (en amerikaner) og Raul, som havde bilen. Omkring klokken halv ni var vi dog på vej, med et stop ved en seven eleven på vejen for lige at proviantere. Efter en lille time i bil ankom vi så til Parque de Estanzuela, som dadadum.... var lukket, for det var en tirsdag og sådan et naturreservat skal have tid til at finde sig selv fra mandag til tirsdag eller noget. Så vi måtte køre derfra med uforettet sag.

Vi endte i stedet med at køre en tur til Santiago, som er en lille smuk by syd for Monterrey. Mexicanerne kalder den Pueblo Mágico, magiske landsby, på grund af dens skønhed. Her tulrede vi lidt rundt, så udsigten fra en udkigspost til en fjord eller en sø, hvor Vicco var sikker på, at der var folk, der badede, det var dog ønsketænkning og disse folk var bare et dusin stolper, der hyggede sig i vandet. Jeg tror, vi alle gerne ville være en lille stolpe på det tidspunkt. Vi var en tur inde i kirken og se os omkring og derefter holdt vi et lille hvil på en bænk i et lille grønt område. Pludselig blev jeg noget benovet over et kæmpestort insekt der tæskede rundt mellem blomsterne, endnu mere benovet blev jeg da det gik op for mig at 'insektet' var en kolibri. En ægte kolibri i virkeligheden. Så så man lige Mette blive barn igen.

Kirken i Santiago i modlys

Udsigten i Santiago, har desværre ikke fået et tydeligt billede af de badeglade stolper.

Kirken fra den anden side og skøn udsigt til bjergene.

Og mere udsigt - så flot!

Og det her skal man vist bare, når man ser disse vinger.

Udsigten fra kirken og ned på det grønne område, hvor jeg så mit livs første vilde kolibri.

Efter vores hvil besluttede vi os for at køre til et andet vandfald, så Vicco, Isabella og jeg i det mindste kunne få set et enkelt af slagsen. Så vi begav os til Cola de Caballo, hestehalen. Her har man bygget en lille turistfælde rundt om et vandfald. Der er hestevogne og heste til leje, så man ikke behøver at gå den 600 m lange vej til vandfaldet og man kan købe alverdens lokale snacks, nøgleringe, kjoler og så videre, i små boder, der ligger spredt med 50 meters mellemrum, indtil man kommer derop (begejstringen for selve udnyttelsen af området er ikke at spore, hvis I skulle være i tvivl). Vi gik derop og lod hestehovene få fred og på trods af de mange turistede ting, så var det et virkeligt flot sted, med mange sommerfugle og lyden af cikader som en konstant reminder om, at vi ikke er i Danmark. Selve vandfaldet var også meget pænt, men ikke storslået og jeg må indrømme, at jeg brugte mere tid på at jagte sommerfugte (med mit kamera) end jeg gjorde på at beundre det lille vandfald. Jeg vil alligevel anbefale turen, hvis man skulle få muligheden, for det er meget mexicansk, det her med at udnytte et godt sted mest muligt, hvilket jeg også kommer ind på i det næste indlæg.