tirsdag den 16. juni 2015

Det går i den rigtige retning

Så blev semestret afsluttet med stil. Det blev til et fint 10-tal i interaktionsdesign. Jeg får lyst til at tilføje en myriade af stærk-mands-arme. Yaaarrr!

Siden sidst er billetten købt, der er afgang den 22. juli ved middagstid. En 16 timers tur med mellemlandinger i New York og Houston, Texas, før vi lander i Monterrey halvsent om aftenen. Carmen, en dejlig kvinde,som jeg kender gennem hendes søn Manuel, har indvilliget i at hente Isabella, min rejseveninde, og mig i lufthavnen samt give os husly indtil vi kan flytte ind i vores lejlighed. Rygtet vil nemlig, at vi også har fået sådan en men der er muligvis en risiko for at vi først kan flytte ind den 1. august.

Inden vi når så langt, så skal lejligheden i København pakkes ned og/eller smides ud, så den er beboelig for en anden end mig, jeg skal finde ud af, om jeg har fået den orlov jeg har søgt, Aalborg skal besøges, der skal holdes en overlevelsestur, Brørup skal besøges for første gang i år og der skal festes på livet løs, når jeg fylder år i juli. Så selvom den 22. juli er fem uger og en dag ude i fremtiden, så har jeg en grel fornemmelse af at tiden kommer til at gå alt alt for hurtigt.

Jeg glæder mig, men lige nu er der godt nok stadig mange løse ender.

Lige så snart jeg føler mig sikker på at vi ikke er blevet snydt af mexicanske bolighajer, så skal I også introduceres for billeder af den mexicanske lejlighed.